lørdag den 13. februar 2016

Lykkerus



Jeg har altid, siden jeg var MEGET ung (barn, som jeg husker det) været dybt betaget af dyr, især de dyr som gjorde ting, fordi mennesker sagde til dem, at de skulle.
Jeg har altid gerne ville have en hund, og jeg har NYDT at lufte alle de hunde som jeg overhovedet har kunnet komme i nærheden af.

Gradvist har min fascination mens jeg selv har haft hund... ændret sig...fra at være forundret over "kontrollen" over et andet væsen "gør det fordi jeg siger det"...til at være fascineret over at dyrene selv vælger det, og synes det er FEDT!

Det at være så meget på bølgelængde med sin hund i træningen, at det næsten ikke er til at se, om det er hunden eller føreren der hygger sig mest med det de laver.

Lige netop den følelse fik jeg da jeg stod i træningshallen forrige onsdag, jeg vil gerne gå så langt som til at kalde det en lykkefølelse. At et væsen som jeg ikke direkte deler sprog med, kan glædes ved det samme som glæder mig....og at det bringer vores fælles glæde til et endnu højrere niveau.

Det var ikke nogen fantastisk øvelse som sådan vi trænede...vist nok en øvelse i generalisering på at løbe rundt om en genstand. Men siden i onsdags, er det som om vi bare er kommet et klik tættere på hinanden, og på at forstå hinanden...jeg ved godt det lyder lige lovlig langhåret, og det er en syret følelse, men også en vigtig følelse, nemlig det at vores glæde betyder ALT, hvad vi gør, og om vi lykkes med de enkelte øvelser betyder mindre.

Det er de glade stunder som tæller i det store regnskab! Vi glæder os uden tvivl, BEGGE TO, til at næste træningsrunde starter, og til flere fælles-glæde oplevelser.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar