fredag den 20. marts 2015

Er min hund syg!?...Arhh....mon dog?


Dette indlæg er skrevet for dels at bearbejde min egen oplevelse af forløbet, men også lade andre vide at vores observationer af vores hunde er vigtige, også selvom vi måske tvivler på deres relevans, er det alt sammen vigtigt, og ingen adfærdsændring er for lille og ligegyldig til at blive vurderet og husket.

I efteråret begynde Findus at blive meget mere rolig indendørs, han sov mere, han lagde sig hyppigt ned når der ikke foregik noget rundt om ham. Når vi var ude og gå med andre hunde og hundeejere, gik han meget for sig selv, var ikke længere med på løbeturene med de andre, men gik bare og snuste og tissede (som hanhunde ofte gør). Hans pelsstruktur ændrede sig også, fra at have en ensartet og glat pels, som dog fældede meget i bund, men kom op igen, har hans pels det seneste års tid, været slidt og mat at se på, den ene fældeperiode har afløst den næste og jeg har zappet gennem forskellige typer af foder og olier, og været lidt frustreret over ikke at kunne finde et foder som BARE passede til Findus.

Når jeg har snakket med andre om disse observationer har der hele tiden været en forklaring, og jeg har måske tænkt at "tjo..det er måske bare mig som er så fejl-fikseret?" 

I februar i år begyndte jeg på løbetræning, og startede på et nybegynderprogram og tænkte at det var fedt at få hundene med og holde dem lidt i form til årets konkurrencer på den måde.
Her viste Findus en ny mærkelig ting, hvor Emma NEMT fulgte med i trav når jeg lunte-løb, fald Findus bagud, og kunne i perioder hænge i selen. Emma bliver 8 år til november, Findus bliver 3 år til oktober, det hang SLET IKKE sammen i mit hoved, kombineret med at Findus IGEN startede på en fældeperiode (sidst var i oktober og november, så det var i mit hoved mindst 2 måneder for tidligt). Så da vi skulle til revaccination for leptospirose, spurgte jeg Thomas (dyrlægen) om der var noget jeg kunne gøre i forhold til foder, fordi jeg synes, at jeg havde prøvet ALT, men at jeg havde læst at det kunne være noget med nogle mikronærringsstoffer som han måske ikke fik i den rigtige kombination.

Thomas var først chokeret over at Findus havde taget næsten et halvt kg. på siden vaccinationen, hvor han jo havde beordret slankekur til Findus. Og så kiggede han på ham, følte på ham, og jeg fortalte at jeg også synes at han var blevet en smule mere sløv og mere træt og rolig på en  lidt voldsom måde for en hund som kun lige er blevet 2 år og skulle have en god portion stress i sig.
Konklussionen blev at vi fik en tid til blodprøvetagning fordi Thomas mistænkte at Findus kunne have for lavt stofskifte. 

Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at undersøge hvad lavt stofskifte overhovedet er!? For jeg anede det faktisk ikke helt, andet end noget med vægtøgning. Jeg søgte på Google "Lavt stofskifte og toller", og frem dukkede den mest sørgelige historie om en toller tæve som kun havde levet tre år på medicin, og så måtte aflives pga leverskader :-(...så tudede jeg, og måtte straks minde mig selv om, at han jo altså ikke havde fået en diagnose, og jeg søgte videre på symptomer og medicinering både af mennesker og hunde, men blev ret overvældet.

Fredag den 13/3 mødte vi op Findus fastende til blodprøvetagning, der var mandsopdækning på Findus, fordi hende som skulle tage blodprøven, huskede Findus' reaktion da han skulle bedøves tilbage i december 2014 i forbindelse med tandrensning. Hvor han havde været MEGET svær at få lov at stikke i. Denne dag var der INGEN problemer, Findus stod og gemte sit hoved i min armhule, uden så meget som et piv. Charlotte (dyrlægen) konstaterede da han var kommet ned fra bordet, at hun godt kunne have været i tvivl om det var tandsten eller testikler hun havde fjernet i december, for han var så ROLIG, han så ikke syg ud, sagde hun, men meget meget rolig. Hvilket var langt fra som hun huskede ham.
Nu havde jeg ellers lige fået beroliget mig selv med at han nok ikke fejlede noget, og jeg hev andres forklaringer på hans adfærds og fysiske ændringer frem igen.

Onsdag den 18/3, kontaktede jeg dyrlægen, da jeg havde fået at vide, at der hurtigt ville være svar på blodprøven og jeg stadig ikke havde hørt noget onsdag eftermiddag. Jeg fik hurtigt svar, at prøven viste at Findus havde lavt stofskifte og skal behandles med medicin resten af sit liv.

PUHA!...og så en dyyyyyb vejrtrækning!!.....okay, ti dybe!

Ind og læse, jo jo, der står på Netdyredoktor, at de godt kan få et langt og godt liv på medicin. 
Samtidig var jeg SÅ taknemmelig for at jeg havde handlet på mine observationer, at Thomas lagde de rigtige symptomer sammen til den rigtige sygdom. 

Og så kom der en MASSE spørgsmål i hovedet, og jeg vidste at jeg ville i gang med behandling hurtigst muligt, og så at få afklaret spørgsmål. Jeg fik en tid allerede torsdag eftermiddag hos Thomas. Jeg fik set blodprøvetallene, og der var INGEN tvivl, en "klokkeklar" lavt stofskifte, med MEGET lavt T4 tal (det hormon som skjoldbruskkirtlen ikke kan producere), MEGET højt kolesteroltal (som der egentlig ikke burde findes særlig meget af i blodet på en hund som er fastende).

Det medicinen gør (en lille pille som skal gives med 12 timers mellemrum resten af hans liv) er at give Findus det T4 hormon som hans krop ikke selv kan producere. Det kan kombineres med flåtpillen, med Zoolac og andet "håndkøbsmedicin", det er først i forhold til antibiotika og bedøvelse man skal være opmærksom, og skal gøre dyrlægen opmærksom på at han får den pille.
Jeg skal være opmærksom på om han pludselig før øget appetit, taber sig, bliver mere tørstig og tisser mere, for det er tegn på overdossering af pillen. Dog er pillestørrelsen til hunde på 20 kg, Findus vejer 19, så det bliver næsten ikke finere.

Et andet spørgsmål er hvor det kommer fra, jeg var i tvivl om det var noget jeg kunne have påvirket i hans opvækst, og Thomas sagde at der har været mange undersøgelser, men at der ikke har været nogle klare konklusioner på hvad der påvirker lavt stofskifte, men at der nok ligger noget genetisk i det, men at det ikke lige er til at sige hvordan og hvormeget.

Jeg kan straks træne med Findus, jeg skal selvfølgelig bare kigge på ham og se om han trives med den træning jeg giver ham. Jeg skal ikke ændre på hans fodermængde.
Om 1-3 måneder (afhængig af hvordan han trives med medicinen) skal vi til kontrol med en ny blodprøve, for at se om hans tal har ændret sig, men det vigtigste er mine observationer. Derfor har jeg lavet en dagbog, hvor jeg dagligt kan skrive mine observationer ned i forhold til hans symptomer.

Allerede i dag efter pille nummer to, synes jeg, at jeg kan spore en spæd forskel på Findus' adfærd, vi har været på gåtur ved stranden med de to colliepiger og mødte også Findus' søster samt nogle velkendte hundeførere. Jeg synes bestemt han virkede mere opmærksom på de andre hunde, han løb med Emma og han løb med længere og hurtigere end jeg vil skyde på han gjorde tidligere. 
Det er så positivt, og jeg glæder mig til den kommende uge, hvor jeg tror jeg vil se de største adfærdsmæssige ændringer (for jeg har jo spekuleret meget på hvem Findus egentlig er?), senere vil tiden vise hvilken pelstype han i virkeligheden har, det glæder jeg mig også rigtig meget til at se. Og om det vil give færre heksekugler af pels i hjørnerne i huset. ;-)

Så tøv ikke med at fortælle din dyrlæge om dine overvejelser, observationer og bekymringer, så håber jeg at han/hun er lige så dygtig til at sammenligne sin viden med det du kan fortælle.

Jeg er meget optimistisk på Findus' vegne og er sikker på at han får et langt og lykkeligt liv, nu vi har opdaget at han har brug for lidt hjælp, og han er kommet i gang med behandlingen.





mandag den 16. marts 2015

Første udebane konkurrence i B-klassen



I går den 15/3 var vi til årets første konkurrence hos DcH i Fakse.

Dagen startede smukt med sol, men inden konkurrencen gik i gang, var sol og blå himmel vekslet til overskyet og blæsende vejr, og det blev en ganske kold dag.

Vi var midt i vores gruppe og skulle starte med dommerholdet hvor vi skulle lave:

Fri ved fod, stå og spring.

Elsker at være midt i gruppen, selvom Fakse er en klub jeg har været til prøve hos MANGE gange, og de kører næsten altid deres konkurrencer på samme måde, så er det altid lige rart at se et par af de andre hundeførere køre gruppen igennem.

Endelig vores tur, jeg har forinden varmet Findus godt op med først apportøvelse, hvor jeg kaster apporten som han får guf for ikke at løbe efter. Dernæst stå-øvelser, og til sidste fri ved fod og så vild leg.

Inden vi går ned husker jeg mig selv på at jeg skal se fremad og smile, og igen da vi står ved pinden kigger jeg frem og ranker mig (det var lidt fjollet, for der er en pind, og jeg kigger fremad dette er billedet til Findus for fremsending, hvilket jeg slet slet ikke tænkte på) da jeg skal til at tage første skridt, løber Findus RET frem i fuld galop, og jeg når slet ikke at kalde ham på plads, men får bare "ja tak" fra dommeren, som betyder "du stopper bare øvelsen her". ØV, men samtidig grinte jeg inden i, fordi det var så ABSURT..Jeg havde aldrig troet at vi skulle få 0 i fri ved fod, og det var fedt lige at blive bekræftet i at selv de sikreste øvelser (som jeg vil betegne vores fri ved fod som at være) kan blive væltet, det er "kun" hunde vi har med, levende væsener, ikke robotter, og det var okay.
Derfra tænkte jeg at det jo bare var "træning" resten af vejen.
Vi får en fin stå-øvelse, og et fint spring uden tyvstart og han sidder lige både foran og i pladspositionen. Så karaktererne bliver 0-10-10, dommerne sagde at de var lidt ærgerlige på mine vegne fordi de kunne se på opmarchen (de 5 meter man går med hunden fri ved fod, før man stiller den og går videre) at vi har en flot fri ved fod, og jeg må jo give dem ret. Sådan er gamet jo...at jeg så som konkurrencen skred frem blev lidt mere ærgerlig over de mistede 20 point i første øvelse, er en anden snak.

Næste dommerhold står på sid, apport og frit søg.
Vi varmer op med en masse fri ved fod og sit, så han får vasket den der stå-øvelse ud.
Der er ca 30 time mellem hvert dommerhold, og der kommer Findus i bil, men jeg tager ham ud i forholdsvis god tid, så han kan nå at se omgivelserne an, hvilket er vigtigt for hans evne til at koncentrere sig under øvelserne.
Ved sid øvelsen kan jeg se at han igen er KLAR til en fremsending, tiltrods for at jeg har givet sit forkommandoen, og er MEGET opmærksom på at stirre ham ned i hovedet, og slet ikke se frem, og jeg vælger at give en pladskommando ved start, han ser meget overrasket på mig, men følger med i fri ved fod, tager sitten, han snuser MEGET mod jorden da han sidder, især efter de første 20 sekunder (de sidder i 30 sek.), så det skal vi altså træne!
Dernæst apport, han bliver fint siddende da jeg kaster, men han er tændt, fint ud til apporten, flot apport, retur også i galop og sidde flot tæt foran (belønning mellem benene mens han er i fart til træning hjælper!).
Så er det det frie søg i et areal med en masse stammer og hårdt jord, mange af hundene har svært ved at samle sig om det fordi det er så let, Findus smider da også første genstand, går rundt og snuser efter en ikke-genstand i feltet, vender så tilbage til at søge, kommer med anden genstand og derefter første genstand (tror ikke det ville give så meget senere på året).
Vi får 10-10-10 for søget og 9,5 for genstandene.

Tredje dommerhold, der er GOD tid til det er vores tur. Så der bliver rigtig god tid til at se de andre hunde, træne/varme op til øvelserne (rundering, dæk øvelse, fremsending) , fremsendingen gør jeg ikke det store ud af at varme op, for jeg er RET sikker på Findus nok skal løbe frem når han endelig får lov! Træner lidt på at gå og dække, ingen problemer, træner lidt "halse" inden vi går ind, så han er lidt klar på at det er nu det skal ske.
Runderingens tommeskjul er langs en hæk, ud mod nogle cykelstier, der er ikke ret langt (i forhold til hvad vi træner), da jeg sender ham ud er han vist igen sikker på en fremsending og går i gang med at lede efter noget legetøj og derfor hører han heller ikke mine fløjt :-( , så der skal altså også trænes at vende ved tomt skjul (de der pinde signalerer bare ALT for meget fremsending, så de skal implementeres i alle de andre øvelser hvor de er..kan huske dengang pinde betød spor for ham, det gør han så slet ikke mere), da han endelig vender og kommer retur, sender jeg ham til telt, som vi heldigvis har nået at træne hjemme inden prøven, men han virker nærmest overrasket da han finder figuranten ("AHA!!! det er DEN øvelse vi laver nu!!"), men han begynder at gø fint, jeg går ud og henter ham, han har ikke rørt figuranten.

Så er det dæk, og igen er han tændt og klar til at løbe frem, så jeg vælger at give plads kommando ved start, resten af øvelsen går rigtig fint, fin dæk, bliver liggende, flot indkald, fin plads.

Fremsending, gik lige efter bogen, går frem mod pindende, giver forkommando, kigger frem, også mens jeg tager linen af, giver signal, og afsted det går, dæk kommando som han efterkommer HURTIGT, kort pause, indkald og plads, SMUK SMUK øvelse, men nu havde han jo også varmet op til den hele dagen :-P.

10-10-10 blev karaktererne

Sidste dommerhold spor, som er den øvelse vi har glædet os allermest til, kornmark, masser af vind, en træt og kold hundefører, og en hund som er kørt en del op ved udsigt til at det nu er spor. Vi fik ikke så meget tid ved vores spor inden start, da de andre hundeførere og hunde var VILDT hurtige rundt på deres spor, flot at se så meget flot sporarbejde! :-D
Findus er MEGET tændt, men jeg holder ved vores rutine med lige at filtre line ud, lægge ham til ro 1-1,5 meter før startpinden, og lade ham selv starte op, holde øje med at han nu også har sporet inden jeg giver ham mere line, han går fint fremad, opstart i medvind, MEN! han går for meget på synet også, og hvide sten skal han lige tjekke for om det er genstande, hvilket irriterer mig lidt.
Overløb ved første knæk, jeg stopper MED DET SAMME jeg ser han løfter hovedet eller flakker for det betyder at han ikke har sporet, og så kunne jeg ikke lige lure hvad vej vi skulle knække og så må man jo vente til hunden sikkert siger hvad vej vi skal. Da vi så knækker til venstre til sidevind, retter han langsomt indpå sporet, men når dårligt rigt på det før han igen har overløb på andet knæk, men finder vejen hjem, og finder sidste pind, pænt spor, men øv nogle knæk, det kommer der VIRKELIG fokus på den næste måned frem mod prøven i Herfølge (hjemmebane) den 26/4.

for sporet 8,4- for genstande 10


Jeg er topstolt af Findus, han er simpelthen så skøn og fantastisk, og fedt at ingen af os knækker på et 0 i første øvelse!!!
Vi ender med 174,2 point og fjerdevinder ud af 33 deltagere, vinderen får 194 point, og man kan jo ikke lade være med at tænke om pointene havde været det samme, hvis vi havde gået vores normale niveau fri ved fod..men det må vi jo prøve i Herfølge så ;-)

Skøøøn dag, som jeg havde glædet mig MEGET til siden klubmesterskaberne i november sidste år, og det blev præcis som jeg havde håber, måske med undtagelse af vores fri ved fod (men det er da dejligt at få noget ny viden med hjem!).