tirsdag den 16. december 2014

Forberedelser til forbedring af detaljer i LP3




En lille LP3 video :-)

Da vi skal i gang med at træne primært LP3 øvelser i 2015, har jeg valgt den 30/12 at tilmelde os en uofficiel LP3 prøve. Jeg har rimelig stor tiltro til at Findus har styr på øvelserne, men det er altid rart at vide om der er noget som driller rigtig meget. Vi har her i efteråret haft stor fokus på stillingsskifte, og især skiftet fra stå til sit har drillet mig. Nok mere mentalt end egentlig i praksis. Gennembrudet blev en blanding af Siri og Susannes råd.. Siri opfordrede mig på kurset i juni (hundedagene hos Sydkystens Hundeskole) at bruge omvendt lokning, det gjorde at jeg kunne belønne for en lille bitte muskelsammentrækning i ryggen på ham, DET er altså lidt nørdet det her.. men det der skal til når man har en hund som laver tusind ting på een gang, at få ham til at forstå at det nytter ikke, men hvis han aktiverer den der lille (læs: lange) rygmuskel som det allerførste i det skifte, så er der god sandsynlighed for at der kommer belønning. Sommetider bliver den røde hoppe loppe bare SÅ glad at han kommer til at bruge sine bagben først, og så rykker han altså frem. :-) Men jeg synes at der er ved at være styr på det, som du også kan se i videoen her over :-)
Videoen er lavet her i dag, det er første gang Findus går et samlet LP3 program, han lavede fællesøvelserne med Emma og der var kun lidt uro i både sit og dæk, men poterne blev i jorden og han holdt positionerne i begge øvelser og i fuld tid. Det gjorde Emma godt nok også :-)

Jeg er super tilfreds med hans arbejde, kunne ikke ønske mig mere, at han ikke finder apporten skyldes at han ikke har set dem blive lagt ud, springapporten misser han fordi jeg ikke siger tilbage-spring (og fordi springet er mærkeligt) men hey, begge dele kan trænes, og det er noget jeg nyder at træne!... det samme gælder feltet, det skal trænes med en masse forstyrrelser, i dag er det en kegle der gør det svært for ham.. vi prøver med andre ting, spring, bamser, apportbukke osv. så når vi skal til LP3 i 2016 engang, så er det ligemeget om der ligger guffer eller gule eller røde blade eller noget, så løber han lige ud i feltet..og bliver stående til han får lov at dække :-) (et lille lån fra DcH, hvor fremsendelsen altid bliver afbrudt af en direkte dækkommando) :-)


mandag den 8. december 2014

Planlægning af 2015....

Findus sammen med de andre "børn" i huset
Året nærmer sig en afslutning, og samtidig banker et nyt år på.
Indtil videre har vi ikke været ret meget i prøvesituationer, men de gange vi har har Findus til fulde indfriet mine ønsker, nok fordi jeg har indfriet mine egne ønsker og krav til mig selv som fører.
At være til stede i nuet med min hund, droppe ALLE tanker og følelser om point og placering, yde den bedste støtte og selvfølgelig sørge for at Findus er trænet godt nok til at kunne gennemføre øvelserne.
Glad fordi man er med!
 Jeg føler nu at vi er klar til at tage fat på lidt flere prøver, stadig med det for øje at målet er at JEG er en god fører, ikke at Findus får mange point!
Jeg glæder mig til, at vise Findus en masse sjove steder at lege øvelser, og jeg er 100% sikker på, at så længe jeg kan holde fast i min opgave, skal Findus nok få det skægt!
For mig er han den smukkeste toller!
Indtil videre starter vi med en B-prøve i Fakse den 15/3, jeg er også tilmeldt i Fakse i september, og håber på at der når at komme lidt flere forårs prøver på oversigten, Findus arbejder ikke helt så godt i varme som i de der 10-20 grader, derfor vil jeg forsøge at undgå prøver fra juni til september. Jeg vil dog gerne have en 5-6 B-prøver i erfaringsrygsækken inden 2015 løber ud.

Prøver gerne at gøre fotografen glad med at stå på den rigtige måde i det rigtige lys
 Vi er også tilmeldt en enkelt LP2 prøve (til tollerdays, en slags klubmesterskab for tollere, i år på Sjælland), den vil jeg også gerne have en ekstra af, jeg skal bare lige finde en der passe i programmet. Findus og jeg pusler stadig med stillingsskifte, og arbejder allerede med dele og helheder af LP3, men det program må han vente med at gå op i til 2016, vi har tiden for os :-) Vi skal nok nå det hele.
Mild vinter dag på stranden
 Til tollerdays regner jeg også med at stille op i WT begynderklasse, altså en toller jagtprøve med dummyer i stedet for vildt.  Jeg får ikke prioriteret at træne med vildt med ham, men dummyer er lidt lettere at have i bilen. Jeg glæder mig til at se hvor langt vi når inden Kristi Himmelfart hvor der er tollerdays. Der er i hvert fald nogle ting som til træning fungerer MEGET bedre end tidligere. Der er dog også nogle lidt væsentlige ting som stadig mangler finpudsning.
Vand og dogparkour kan fint kombineres
Endelig har jeg valgt at han også bliver udstillet til tollerdays, egentlig havde jeg lovet mig selv at han ikke skulle udstilles før han havde rundet de 4 år, men det hører ligesom med til trippelkonkurrencen, og nu vi alligevel stiller op i LP og i jagt, så kan vi lige så godt nappe udstillingen med også..

På træningssiden forsætter vi med at træne på B-hold i Herfølge og vi forsætter med at træne LP hos Johanna, hvis hun gider at blive ved med at se på os.. og blive ved med at huske mig på at sige "FRI" til Findus når jeg afslutter en øvelse. ;-)

Så er vi tilmeldt kursus med Siri til Sydkystens Hundeskoles hundedage i juni, der glæder jeg mig til at skulle have en fest lige som vi havde i år.
Jeg håber også på der kommer noget kursus med Helle Sejr, men nu må vi se om det bliver stablet på benene.

2014 har været et SKØNT år for mig og Findus, OG vores samarbejde! Og jeg er sikker på at 2015 bliver lige så skønt! Jeg glæder mig til at se kendte og nye ansigter ude i det ganske prøve og træningsland.