Langt mellem blogsnapsene

 Ja, der har dælme været langt mellem blogsnapsene det her år...sådan generelt set.
Når man bliver presset, er man nødt til at prioritere, sommetider sker det meget bevidst, sommetider mindre bevidst, men der sker altid et valg....og eftersom at jeg har haft travlt, og ikke har kunnet vælge flere timer i døgnet, og flere døgn på en uge, så har jeg også truffet valg...og valget har været færre blogindlæg.

 Det har især været "mor-rollen" og min egen forståelse og mestring af denne som har taget tid. Der har været nogle udfordringer, som jeg, om jeg så ville eller ej, har brugt enorme mængder mentalenergi på at være tilstede i. Jeg tror ikke det er slut, men et bump på vejen er passeret, og i øjeblikket føles det lidt mere som en dansk landevej end som en østeuropæisk....det har givet lidt ro, meget mere glæde, og meget mindre bekymring.
Og jeg er altså nem at bekymre, det er jeg selvfølgelig opmærksom på, og forsøger at arbejde med hvad der skal være i stedet for: troen på at det hele nok skal gå, troen på at vi sammen som familie kommer godt videre, fordi vi er kærlige, kompentente, åbne og gode til at kommunikere indbyrdes i familien, men også med omverdenen.
Alligevel slipper bekymringer igennem, og jeg ved at jeg ikke er den eneste som har det sådan. Jeg ved at bekymringer i virkeligheden er positive, det betyder at jeg ikke er ligeglad. At der er noget derude som jeg virkelig gerne vil have til at virke, at jeg er opmærksom på udfordringer, og at jeg prøver at komme dem i møde.

I søndags var jeg til prøve med Findus i Sorøhallen. Jeg havde dårligt sat min fod i hallen, før jeg begyndte at bekymre mig...og det endda over ting som jeg ikke kunne ændre på!? ...det er altså spild af energi ;-)
Jeg fik heldigvis sparket mig selv bag i, hvis ikke jeg kunne abstrahere fra omgivelserne, hvilke signaler ville jeg så sende til min hund?
Med lidt hjælp fra mine venner, fik jeg etableret et sted i hallen, hvor vi med rimelighed kunne være, Findus slapper bedst af når han er nær mig, og han har brug for at akklimatisere sig i de omgivelser han skal til prøve i det tager ham ca. 15-20 minutters tid..Så jeg fik ham ud, og han fik lov at se banen mens der var præmieoverrækkelse for klasse 2 hundene.
Jeg kan ikke huske at jeg havde det anderledes end til de andre LP3'er vi har været til i år. Men det gik bedre, jeg fik desværre ikke video af øvelserne, men jeg synes at mit og Findus' fokus var bedre end det plejer at være. Ligesom da vi var til DM på Bornholm.
Vores træning med antisnus virker, og så er det bare det vi forsætter med at træne. Vores træning med at give forkommando til dirigeret apport virker. Herfra skal der især arbejdes på at sidde lige, både foran og i plads. Min ambition for det kommende år med LP3 er deltagelse i Årets hund i DKK, og det er altså kun de 5 bedste ekvipager som bliver inviteret, og konkurrencen er SKARP, så vi er nødt til at være blandt de skarpeste i programmet.

Efterfølgende er jeg kommet til at tænke på hvor meget mine familiemæssige bekymringer spiller ind i forholdet til mit og Findus' samarbejde. Han er ekstrem opmærksom på mine følelser, og jeg tror vitterlig på at den indre ro har påvirket vores samarbejde positivt.

Vi forsætter og træner også en masse på vores A-program, hvor eks. den døde stadig ikke sidder i skabet. Det skal nok komme, men kun jeg gør noget ved det....så det gør jeg!